vinflasker

USAs skrigende ørn

Når man betaler tusindvis af kroner for en enkelt flaske rødvin, vil de fleste gætte på at vinen er fransk. Men Screaming Eagle er så amerikansk som noget kan være, og den løfter prisen for vin fra den nye verden til ukendte højder. Samlere har betalt over 25.000 kroner for en enkelt flaske af Cabernet Sauvignon-vinen, der kun fremstilles i meget begrænsede mængder.

Geografisk er USA et af verdens største lande, men nationen nævnes oftere for øl som Budweiser end for sin vinproduktion. Ikke desto mindre har der været produceret vin i USA i mere end 400 år, og i dag er der omkring 3.000 kommercielle vingårde i landet og mindst én i samtlige 50 stater. Skønt USA sjældent nævnes som det første af verdens bedste vinlande, fremstiller amerikanerne ikke blot store mængder, men også virkeligt gode vine. Det gælder i særdeles for den lille amerikanske producent Screaming Eagle, der ifølge Wine Searcher er den ubetinget dyreste amerikanske vin.

Den amerikanske vinhistorie
USA er blandt verdens fem største producenter af vin, kun overgået af lande som Frankrig, Italien og Spanien. Arealmæssigt er USA med 4.500 kvadratkilometer vinmarker et af verdens ti største vinlande målt på det tilplantede areal, så på alle måder er USA en sværvægter på vinkortet. Det var nordboere med Leif den Lykkelige i spidsen, der omkring år 1000 “opdagede” Amerika, og de kaldte landet Vinland på grund af de mange vindruer, som de så. Den tidligste vin i USA menes at være fremstillet af franske nybyggere i nærheden af Jacksonville i Florida helt tilbage i 1560erne.

USA nævnes sjældent som det første af verdens bedste vinlande, men amerikanerne fremstiller ikke blot store mængder, men også virkeligt gode vine. Det gælder i særdeles for den lille amerikanske producent Screaming Eagle, der er alt andet end mekaniseret stordrift i jagten på den højeste effektivitet og laveste produktionsomkostninger. Screaming Eagle er det modsatte, og det afspejler sig i kvaliteten og prisen. Ifølge Wine Searcher er Screaming Eagle således den ubetinget dyreste amerikanske vin.

Herhjemme kan man købe 2011-årgangen af Screaming Eagle til den nette sum af 16.000 kroner per flaske, mens den nu udsolgte 2007-årgang kostede ikke mindre end 26.000 kroner for en flaske. Prisen for 1992-årgangen har dog været helt oppe på over 80.000 kroner per flaske ifølge Wine Searcher.

Og hvorfor så det, vil nogen måske spørge? Screaming Eagle er en af de mindste vingårde i Napa Valley i Californien, men indtager pladsen som den absolutte kultvin fra staten på den amerikanske vestkyst, der strækker sig over næsten 1.000 kilometer. Der har formentligt været dyrket vin i Californien siden det 18. århundrede, hvor spanske kolonister bragt de første vinstokke med fra Mexico og plantede dem for at bruge vinen i religiøse aktiviteter.

Siden sendte den store guldfeber i midten af det 19. århundrede en strøm af nybyggere til Californien, hvilket skabte et blomstrende marked for vin i det nordlige Californien omkring Sonoma County og Napa, der i dag er de to vigtigste vinregioner. Klimaet i Californien er køligt, men varierer dog meget. Blandt de mest anvendte druer i Californien er Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Merlot og Pinot Noir, men også Sauvignon Blanc, Syrah og Zinfandel er blandt statens mest udbredte druesorter.

Netop Cabernet Sauvignon er den foretrukne drue hos den lille vingård Screaming Eagle i Oakville. Fra en beskeden bygning kan man spejde ned over den stenede bjergskråning og se vinmarkerne, der er beplantet med Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc. Den 60 hektar store ejendom blev i 1986 erhvervet af ejendomsmægleren Jean Phillips, der hyrede vinrådgiveren Richard Peterson, hvis datter, Heidi Peterson Barrett, senere blev ejendommens vinmager. Målet var at skabe en enestående vin baseret på Cabernet Sauvignon og med streng fokus på kvalitet i alle led.

Lang venteliste
1992-årgangen blev den første, som Screaming Eagle kunne præsentere for offentligheden. Selve 1992-årgangen, hvoraf der blot blev fremstillet omkring 200 kasser, blev frigivet til salg i 1996, og her uddelte den amerikanske vinguru Robert parker hele 99 point til vinen. Det gjorde med det samme producenten verdensberømt blandt vinkendere, og siden da har man ikke set sig tilbage.

Produktionen er fortsat yderst beskeden og ligger på omkring på nogle få tusinde flasker om året. Vinen lagres i nye franske egetræsfade i næsten to år, og resultatet er i dag efterspurgt af både samlere og vinelskere verden over. Langt størsteparten af den sparsomme årlige produktion sælges direkte til forbrugerne via en mailingliste.

De stærkt begrænsede mængder og vinenes kvalitet sikrer en høj pris og en fortsat status som kultvin, hvor man skal være heldig for at få lov til at smage nogle af de eftertragtede dråber. Penge gør det nemlig ikke alene, hvis man ønsker at købe vinen direkte fra producenten. Selv hvis man har sparet pænt op for at investere i denne amerikanske herlighed til det næste møde i vinklubben, er det ikke sikkert, at man kan få lov at købe. Man skal nemlig på venteliste hos producenten, og med mindre nogle springer fra eller giver op, må man pænt vente til det bliver ens tur og man får tilbudt det maksimale antal flasker på tre styk.  Angiveligt står mere end 5.000 potentielle købere på den famøse venteliste og produktionen bliver år efter år udsolgt med det samme.

Det er i øvrigt ikke tilladt at besøge vingården, og producenten arrangerer heller ikke smagninger for offentligheden. Dertil er de producerede mængder ganske enkelt for små i forhold til at stille den enorme nysgerrighed fra turister og vininteresserede, der ønsker at smage Screaming Eagles berømte vin.

I marts 2006 blev vingården solgt til rigmændene Charles Banks og Stanley Kroenke, der hyrede den kendte David Abreu til at stå for den fremtidige drift, herunder at omplante en del af vinmarkerne. De nye ejere ansatte samtidig en ny vinmager i skikkelse af Andy Erickson. I 2009 overtog Stanley Kroenke det fulde ejerskab af vingården og to år senere forlod Andy Erickson stedet til fordel for andre vineventyr.

Som det desværre sker med store klassiske vine fra den gamle vinverden, har også Screaming Eagle været udsat for forfalskninger. Fra og med 2010-årgangen af Screaming Eagle Cabernet Sauvignon er alle flasker derfor forsynet med et særligt sikkerhedsbevis, der skulle sikre, at man rent faktisk får det, man betaler så dyrt for.

Vingården er også begyndt at producere andenvinen Second Flight Red Wine, der ”kun” koster omkring 4.000 per flaske. Skal det være endnu billigere kan man købe vine fra ”søster”-firmaet Jonata, der har samme ejerkreds, men sælger vine til en brøkdel af prisen på Screaming Eagle. En særlig kasse med 6 Magnum-flasker af 1992-årgangen af Screaming Eagle har således en plads i den amerikanske og californiske vinhistories rekordbøger. I 2008 betalte en af topcheferne fra IT-giganten Cisco Systems nemlig ikke mindre end $80.000 for de 6 dobbeltflasker ved en auktion i Napa Valley. Det svarer til omkring 445.000 danske kroner eller mere end 75.000 kroner per flaske.  Med i den temmelig eksorbitante pris var dog også en middag med vinmagerne. Hos producenten af vinen med den skrigende ørn på etiketten.

Læs selv videre
Screaming Eagle (www.screamingeagle.com)

About admin