|
Stjernestund på Restaurant WH
Kokken Wassim
Hallal har for længst slået sit navn fast på den hjemlige
køkkenhylde for gastronomiske lækkerier i topklasse. Blandt andet
Molskroen har leveret små mesterværker med Wassim i front, og i
begyndelsen af 2007 åbnede han Restaurant WH i Trige.
Her
fik stjernekokken foden under eget bord, og indrettede restaurant i
den japanske have. Wassim Hallal stoppede imidlertid som
restaurantens køkkenchef i september 2008. Det skete efter
uoverensstemmelser med restaurantens ejer.
Vi
regner os derfor blandt de heldige, der har nået at opleve
restaurant WH mens Wassim endnu var chefkok. Det var tilbage i maj
2008, og det var en spiseoplevelse i topklasse.
Enkelt og
elegant servering.
Den
korte gåtur igennem den smukke japanske have ad små sirligt revne
grusstier er med til at hæve forventningerne da en tjener bød
personligt velkommen og viste os til bordet efter at have taget
overtøjet.
Resten
af aftenen var en lang oplevelse af smagsindtryk og opmærksom
betjening. Menukortet blev studeret over et glas kølig champagne
og et flot opbud af snacks, hvor der var hjemmelavet pølse,
"fiskefilet med remoulade", kartoffelchip, oliven og
sprængte mandler. Det var anderledes og lækkert.
Efter
snacks fik vi serveret rygende varme vaskeklude til at tage det
fedtede af fingrene. Den slags små detaljer var der masser af
denne aften, og det vidner om en kompromisløs og gennemtænkt
spiseoplevelse.
Forlod
man bordet, blev den gamle serviet naturligvis lynhurtigt og
nærmest umærkeligt erstattet med en frisk. Og det gode brød blev
spist med smør, hvor initialerne WH var stemplet i selve smørret.
Så
gode var oplevelserne, at de obligatoriske notater undervejs blev
tilsidesat for selve oplevelsen. Fra hukommelsen erindres dog
blandt andet en lille hilsen fra køkkenet i form af en bund af
friskost med et stykke tun og en agurkeskum serveret i træ-æg.
Lækkert og overraskende.
Første
forret var østers med bernaise, og derefter fulgte en anretning
med kammuslinger, der også var yderst velsmagende. Skulle man
endelig sætte en lille kritisk finger på denne anretning var det,
at der kun var en kammusling, og at man snildt kunne have spiste
både to og tre ...
Herefter
fulgte pighvar og siden lammefilet.
Til
hovedretten var der båret bestik ind, da tjenere efter en kort
samtale med Wassim fjernede disse med ordene ”Der skal jo være
plads til en overraskelse” og så kom der St. James caviar. Der
blev serveret i en skål med dampende tøris, og selve caviaren var
serveret på citronsorbet.
Den
ene medspiser tog en afstikker fra aftenens menu og tilvalgte en
boeuf bernaise med håndskårne pommes frites og en enkel salat.
Det var superlækkert, enkelt, smagfuldt og helt som det skulle
være. Bøffen anrettet ved bordet og saucen gavmildt fordelt.
Dessert
ekstravaganza
Desserten var en oplevelse i sig selv. Vi startede
dessert-forestillingen med en pre-desserti form af
lakrids/passions-mousse med puff-sukker. Superlækkert og
velsmagende og som en anden Anton Ego i Pixar-filmen Ratatouille
blev vi ført tilbage til barndommens gade af solskin, korte
bukser, fodbold på vejen og ... puffsukker.
Smagen
af lakrids og passionsmousse gik fabelagtigt godt i spænd, og her
blev skålen skrabet efter flere gange. Det er måske ikke særligt
madkritisk, men det bedst ord for den dessert var: mums!
Herefter
valgte to af medspiserne et udvalg af oste, mens den tredje fik
æblekage.
Den
fjerde fik aftenens oplevelse i form af dessertkortets udvalg af
chokolade-anretninger, der i aftenens anledning var på ikke færre
end fire tallerkener og 10 forskellige små serveringer.
En dessert
der kan tage pusten fra de fleste ... også kameraet.
De
to første to var lette, men efter nummer 5 indfandt muren sig og
de to sidste små anretninger gled nærmest kun ned på ren
viljestyrke. Efter sigende var vi blot nummer to i restaurantens
historie, der rent faktisk kunne spise op af chokoladedesserten.
Tjeneren var behørigt imponeret og bragte et glas øl som
kompliment.
Udover
det rent kulinariske, hvor man ikke kunne sætte en finger på
køkkenets anstrengelser, var der tillige masser af overskud blandt
personalet fra man kom til man gik.
En
af medspiserne har den uvane at hjemtage aftenens brød til sin
hustru. Som regel puttes en smagsprøve diskret i lommen, men den
årvågne betjening opfattede øjeblikkeligt det lille intermezzo
og tilbød - med et stort smil - et par smagsprøver pakket pænt
ind i pose.
Wassim
var også lige ned for at kommentere "brødtyveriet" og
den autoriserede smagsprøve fra restauranten var
"betinget" af at vi købte den kogebog, som den energiske
kok udgav nogle måneder senere. Ikke fordi vi partout skulle
belemres med det, men fordi opskriften på de yderst velsmagende
valnøddeboller var i bogen.
Bogen
er i øvrigt indkøbt.
Da
vi høfligst takkede nej til en kop kaffe under henvisning til at
vore respektive hustruer ventede os derhjemme med en god kop the,
fandt tjeneren straks en udvalgt the frem til os, som vi skulle
have med hjem.
Man
følte sig afgjort ikke som betalende kunder, men som spisende
gæster. Aftenen sluttede da Wassim trykkede hånd og sagde selv
tak for besøget, hvorpå en tjener fulgte os helt ud til indgangen
gennem den japanske haves små fine stier.
Alt
i alt lød regningen på knap 7.000 kroner for fire personer, og
det er naturligvis ikke billigt. Til gengæld er restaurant WH alle
pengene værd, og en oplevelse af sjældne, som der ikke kunne
sættes en finger på.
Besøget
hos Restaurant WH hos Wassim var en kulinarisk stjernestund som
tilsvarende belønnes med topkarakteren af 6 stjerner fra denne
anmelder. Det gøres ikke ret meget bedre i Danmark.
Udbuddet af gode restauranter et stort, også i Jylland. Derfor er
konkurrencen skarp og maden alene er ikke altid nok til at skille
sig med en sublim oplevelse. Et af Wassims erklærede mål er at
få en eller flere af eftertragtede stjerner fra Michelin guiden.
Holder den kompetente kok niveauet i sine fremtidige udfoldelser,
bør redaktionen på Michelin Guiden lægge vejen forbi og tage en
stjerne med.
|
