Konditoriet La Glace

I København ligger et konditori. Siger man navnet La Glace vil mange nikke genkendende til denne institution udi kager. Det er som at træde ind i en tidslomme, når man ankommer til Conditori La Glace. Hos Danmarks ældste konditori har man i seks generationer skabt kager, og der er mange anekdoter forbundet med konditoriet. Mange prominente personligheder og andet godtfolk har nydt dagligdagens søde pause og bidraget med kolorit.

Grundlæggeren var Nicolaus Henningsen, der blev født i 1839 i Slesvig. I 1855 startede han i lære hos Konditor Georg Cantiery i Flensborg og da han var færdigudlært kom han i 1860 til København. Her arbejdede Nicolaus Henningsen i forskellige konditorier og startede sin opskriftsbog, hvoraf en del endnu anvendes den dag i dag på La Glace. Konditoriets officielle etableringsdato var den 8. oktober 1870, hvor forretningen i kælderen i Skoubogade 3 åbnede under navnet “Henningsens Kælder”.

Et motto for konditoriet er linjen “Kager, Kunst og Kærlighed Kvæler al Besværlighed” og den kærlighed forsøger man at servere i kagerne. Siden 1989 har Marianne Stagetorn Kolos været indehaver af La Glace, hvor den nederste etage kaldes iskælderen. Her fremstilles, dekoreres og fryses isen. På næste etage findes ovnen, hvor La Glace laver sine lagkagebunde, småkager, marengs, wienerbrød og tørkager. Næstøverst bor afdelingen for det finere konditori. Her koges creme, piskes flødeskum og lægges kager sammen, pyntes og dekoreres. Øverst ligger konfekt- og dekorationsafdelingen, hvor man fremstiller sæsonvarer som julemarcipangrise, påskeæg og bryllupshjerter og -roser.

Ind i tidslommen
La Glace råder over ca. 90 siddepladser, og i travle perioder må gæster pænt vente i kø uden for før man sluses ind i kagernes helligste. Vi ankom den første søndag i januar 2015, og måtte blot vente fem minutter før vi blev budt indenfor i det ellers fyldte konditori.

Et besøg i La Glace er forbundet med en særlig atmosfære, hvor man i montrene kan studere dagens sortiment af kager. De to serveringsafdelinger bidrager til den historiske stemning med meget af det oprindelige møblement fra 1890’erne og interiør fra 1924. Det ses også og nogle steder er tingene lidt slidt, men når man hylder de gammeldags dyder hedder den slags pludselig atmosfære og patina.

Vi bestilte straks det ønskede og satte os så ned til det lille to-mands bord og ventede. Det varede nu ikke længe før den unge pige kom med bakken og det bestilte. Vi spiste et stykke klassisk Othello lagkage, der er opkaldt efter Shakespeares teaterstykke af samme navn. Othellokagen består af flødecreme, makronbund og chokoladeglasur og pyntet med smørroset. Prisen er 57 kroner per styk, og det smagte da også glimrende, men det blev til slut for fed. Der var for lidt modspil til den megen flødeskum, og jeg manglede personligt den marcipankant, som nogle opskrifter foreskriver.

Den klassiske Othello lagkage hos La Glace

Den klassiske Othello lagkage hos La Glace. I baggrunden anes den legendariske Sportskage.

Medspiseren nød konditoriets helt store specialitet, nemlig sportskagen. Den blev fremstillet første gang til teaterstykket ”Sportsmænd”, der havde premiere den 18. november 1891 på Folketeatret i Nørregade. Sportskagen består af knust nougat, flødeskum, makronbund og karamelliserede vandbakkelser. Det lyder en anelse kompakt, men reelt føltes Othello lagkagen tungere. Også Sportskagen kostede 57 kroner per skive.

Til kagerne skulle man naturligvis have lidt at varme sig ved på en råkold og blæsende januardag. Vi havde derfor bestilt den varme chokolade. Den serveres i en fin lille kande og så skænker man selv i kopperne og fordeler så meget flødeskum som samvittigheden ellers nytårsfortsættet nu tillader. Også denne var kvalitetsmæssigt helt i top, men til en pris på 75 kroner per person for varm chokolade, kan man også tillade sig at forvente et vist niveau.

Sammenlagt kom vi af med 264 kroner for 2 stykker lagkage og to kopper varm chokolade, og det vil ikke være urimeligt at konkludere, at man også betaler for det stykke af historiens vingesus, som Conditori La Glace frembyder.

Vi tildeler derfor 4 pæne stjerner for besøget hos La Glace, og konstatere, at håndværket intet fejler i Skoubogade 3 i centrum af København.

Fakta
Conditori La Glace
Skoubogade 3
1158 København K
Telefon: 33 14 46 46
www.LaGlace.dk

About admin