Indhold
Anmeldelser

Hotel & Kro

Restauranter
Vin & Spiritus
Wellness
Om Bord1.dk

Kaviar

En af verdens mest eftertragtede gourmetoplevelser er kaviar, der kan koste tusindvis af kroner for blot få gram. Oprindeligt var kaviar en eksklusiv spise i 1600-tallets Rusland, hvor kun de kongelige måtte indtage størens æg. I 1800-tallet blev kaviar serveret som gratis snacks på barer og restauranter i USA for at fremme tørsten, og øge salget af drikkevarer. I dag har kaviar en helt anden status blandt gourmetrestauranterne.

Kaviar er i bund og grund blot en betegnelse for de saltede rogn fra en række forskellige fisk, eksempelvis laks. Det er dog kun størfisken, der kan levere den ægte - og meget dyre - kaviar.

Der findes 24 forskellige størtarter, hvoraf de fem lever i det Kaspiske Hav, som grænser op til blandt andet Iran og Rusland. Af disse er der tre arter, som rent faktisk producerer kaviar, nemlig Sevruga-, Oscietre- og Belugastøren.

Det Kaspiske Hav er en lidt misvisende titel, idet der reelt er tale om verdens største sø. Uagtet den geografiske forvirring, så producerer de tre størarter i Det Kaspiske Hav mere end 90 procent af verdensproduktionen af ægte kaviar. Størene boltrer sig også i Sortehavet, men tegner sig altså kun for en begrænset del af produktionen.

Kaviar har altid været en eftertragtet spise, og var oprindeligt forbeholdt den russiske zarfamilie og den iranske Shah. Russerne indtager stadig meget kaviar, gerne med vodka og syrnet fløde.

I vore dage kan almindelige dødelige heldigvis også få lov at smage, om end det nok aldrig bliver hverdagskost, grundet prisen, der let løber op i 20-50 kroner pr. gram. Verdens dyreste kaviar hedder ALMAS, hvilket er det russiske ord for diamant. En 24 Karat forgyldt dåse huser 1 kilo af det fineste hvide kaviar fra 100 år gamle Belugastør og koster omkring 150.000 kroner.

Kaviar smager meget forskelligt, og de sortfarvede lakserogn, vi normalt betegner kaviar kan slet ikke sammenlignes med den ægte vare. Redaktionen stiftede oprindeligt bekendtskab med Sevrugakaviar til nytårsaften ved årtusindeskiftet. En lille bunke ægte kaviar blev serveret ganske traditionelt på en blinis (en klejn pandekage) og det var en overraskende smagsoplevelse, som vakte begejstring bordet rundt.

Sevruga støren (Acipenser Stellatus) er den mindste af støfiskene, men kan ikke desto mindre blive op til halvanden meter lang og vejer normalt 15-30 kilo. Sevrugastøren er planteædende og bliver op til 20 år, mens ægproduktionen begynder fra det syvende leveår. Farven på æggene varierer fra mørk grå til lys grå og er fine og små. De er en smule salte, hvilket kendere foretrækker til vodka.

Oscietre støren (Acipenser Persicus et Gueldenstaedti) er mellemklassen af størfiskene med en længde på halvanden meter og en normalvægt på 30-40 kilo. Hunnen begynder at producere æg, når den er cirka 12 år gammel og kan blive ved til den er over 80 år. Denne stør spiser både planter og småfisk, og i takt med størens alder skifter æggene farveskær og bliver mere skarpe i smagen. Oscietre står for næsten 80 procent af den samlede produktion omkring Det kaspisk Hav.

Beluga (Huso Huso) er kongen størfiskene og er typisk 2-3 meter lange med en vægt på et par hundrede kilo. Man har dog fundet op til 6 meter lange Beluga-stør med en vægt på næsten 1.000 kg.

Beluga-støren begynder først at producere æg, når den er omkring 40 år hammel, og det er den eneste af størene, som udelukkende lever af kød. Den menes, at denne stør-type kan blive over 120 år gammel. Belugastøren er blevet så sjælden, at der fanges færre end 100 eksemplarer om året. Til gengæld kan den indeholde op mod 50 procent kaviar af sin egenvægt.

Der er gjort flere forsøg med opdræt af størfisk for at imødekomme det store behov på markedet. Overfiskning i Det Kaspiske Hav har tidligere truet med helt at udrydde de store størfisk, hvorfor der flere steder er indført kvoter.

Indtagelsen af kaviar foregår på flere måder. Man kan placere en lille portion æg hånden mellem tommelfinger og pegefinger og spise det direkte. Andre foretrækker at bruge træskeer eller guldskeer til at fiske de dyrebare æg op fra dåsen. Sølvskeer er bandlyst, da disse ændrer smagen.

De skyhøje priser på kaviar har medført et voldsomt overfiskeri. Bestanden af Beluga-støren i det Kaspiske Hav er faldet med 90 procent i de sidste 20 år, og er nu reelt døende. Der vurderes, at der hvert år omsætter omkring 1.200 tons kaviar i Rusland, men blot 10 tons handles lovlig, mens resten afsættes på det sorte marked. For at redde støren indførte Rusland per 1. august 2007 et 10 år langt forbud mod handel med sort kaviar.

Eksplosionen i prisen på vild kaviar, der nemt koster 50.000 eller 100.000 kroner per kilo, har givet gode tider for det franske firma Prunier, der med base nær Bordeaux i mange år har opdrættet sibiriske Baeriistør i dambrug. Kilopriserne på kaviar fra Prunier ligger betydeligt under det vilde kaviar.

Oprindeligt levede Baerii-støren i det sydvestlige Frankrig, men voldsom overfiskeri udryddede støren. I 1990 blev startede det franske firma så et opdræt, hvor man hentede baerii-støren hjem fra Sibirien og opdrættet på fiskemel, fiskeolie og vegetabilske proteiner i store anlæg.

Fordelen ved Baerii-støren er blandt andet, at fisken er kønsmoden allerede som syvårig og dermed klar til at levere kaviar til kommerciel brug.

Historien om Champagne
Stjernestund hos Restaurant WH
Kokkeprofilen: Rene Knudsen



 
 Bord1.dk
En gourmet lader sig aldrig nøjes.

En gourmet ønsker det bedste i livet - det bedste at spise, det bedste at drikke, det bedste sted at sove og det bedste sted at opleve.

Bord1.dk handler om gourmetoplevelser i Danmark - om mad, vin, ophold og oplevelser.

Bord1.dk er genvejen til de bedste restauranter, kroer, hoteller og wellness.

 Nyhedsbrev

Bord1.dk udsender jævnligt nyhedsbrev med artikler, og genvejen til gode tilbud. Få direkte besked om nye gourmetoplevelser.

 Partner