|
Kongen af de søde vine
Nogle
sværger til det, andre melder pas. Men er man til søde vine er
der ingen vej uden om de gyldne dråber fra slottet Chateau d'Yquem,
der er kongen af Sauternes og har fremstillet de gyldne dråber
gennem et kvart årtusinde.
Slottet
ligger i hjertet af Sauternes distriktet lidt syd for Bordeaux, og
har siden den spæde start i 1600-tallet været kongen af søde
vine. Slottet er majestætisk placeret på en lille bakketop med
udsyn til de omgivende vinmarker. Siden 1785 har slottet været
ejet af Lur Saluces famillien og har de seneste årtier været
bestyret af Grev Alexandre Lur Saluces. Familien Lur Saluces fik
rang af Premier Cru Supérieur i 1855-klassifikationen. Familiære
stridigheder førte dog til, at slottet blev overtaget af
luksuskoncernen Louis Vuitton-Möet-Hennesy. Alexandre Lur Saluces
fastholdt omkring 30 procent af aktierne, men er reelt uden
indflydelse.
Forudsætningen
for at skabe de verdensberømte vine er områdets særlige
mikroklima, hvor den lille å Ciron snor sig igennem Sauternes distriktet.
Det skaber en vekselvirkning mellem varme dage og halvkolde nætter
og indhyller området i en tågedis, som klistrer sig til druerne.
Den
fugtige drue angribes af en skimmelsvamp kaldet Botrytis cinerea -
ædel rådenskab. Skimmelsvampen suger vandet ud af druen, så kun
druens essens er tilbage. Til gengæld har svampen kun ringe effekt
på druens syreindhold, og det skaber grundlaget for vinenes
elegance.
Chateau d'Yquem brygges som udgangspunkt på 80 procent Semillion
og 20 procent Sauvignon Blanc. Især Semillion druen er modtagelig
for den ædle råddenskab, mens Sauvignon Blanc giver vinen ekstra
friskhed.
Glem alt om maskinhøst og store tunge maskiner i marken ved
høsttide. På Chateau d'Yquem finder selve høsten sted per
håndkraft og i flere omgange. Skimmelsvampen angriber nemlig hver
enkelt drue forskelligt, og man plukker kun de druer, som er
perfekt modne på plukningstidspunktet. Derfor må man besøge den
samme vinstok op til 10 gange i løbet af høstperioden, der kan
strække sig over 1-2 måneder. Den møjsommelige høstmetode er i
sagens omkostningstung, og slottet benytter helst de samme plukkere
fra år til år da de kender forholdene og den modenhed, druerne
skal have.
På
selve slottet hersker en nærmest overdrevet perfektionisme med et
ultralavt høstudbytte på blot 9 hektoliter per hektar. Populært
sagt svarer det til, at hver vinstok kun giver et enkelt glas
færdig vin, hvor en normal produktion vil give omtrent en flaske.
Vinene
fra d'Yquem lagres hele 3,5 år og på helt nye fade. Vinene giver
en stor bouquet af sødme, akaciehonning og rosiner og har en
fløjlsblød fylde. Andre smagsnuancer er citrus, appelsin/orange
trøfler, men også eksotiske toner med mango.
Når den høstede årgang har lagret på egetræsfadene udvælges
de bedste til den endelige produktion, og i lighed med
årgangschampagne og portvin fremstilles Yquem kun når høsten
tillader det. I 1964 bød året på vådt og regnfyldt vejr, og
efter 13 gange i marken opgav slottet at lave vinen. Den slags
årgange er der flere eksempler på, og så fremstiller man slet
ikke vinen. Og i 1978 blev hele 85 procent af de færdiglagrede
fade deklassificeret.
Som udgangspunkt bliver vinen mørkere med årerne. Som ung er
vinen helt lysgul for siden at blive enten orangegylden eller
nøddebrun. Farven afhænger tillige af hvordan vinen har været
opbevaret.
Mange nyder at drikke Château d’Yquem mens den er ung og frisk,
men den optimale oplevelse kommer når vinen har ligget på flaske
i 20 år, og i de bedste årgange kan Château d’Yquem ligge i
både 50, 70 eller helt op mod 100 år.
Slottets produktion udgjorde i 1700-tallet omkring 150.000 flasker
årligt, mens man i dag kun producerer omkring 100.000 flasker. Som
udgangspunkt afspejles prisen i årgangen, hvor især de ældre
flasker gør et stort indhug i bankkontoen.
De klassiske årgange koster let 5.000 kroner per flaske, og de
helt store årgange som 1921, 1990 og 1847 kan nå langt højere.
1847-årgangen blev legendarisk fordi den daværende Grev de Lur
Saluces blev så forsinket på en rejse i Rusland, at de fleste
druer var ædt op af råddenskab ved hjemkomsten.
En af verdens dyreste vine nogensinde var Château d'Yquem årgang
1787, der blev købt hos Antique Wine af en amerikansk samler for
$90.000. Det amerikanske auktionshus Zachys har solgt en Château
d'Yquem 1847 for $71.675 til restaurant Bastide i Los Angeles.
|